Præmiering 24.november 2023 kl 14,30
Præmieringen finder sted fredag den 24. november 2023. Klokken 14.30 præmieres Buchs Vinstue. Præmieringerne er åbne for alle foreningens medlemmer, og vi håber, at rigtig mange vil deltage for at gøre seancerne festlige.
Buchs Vinstue, Nørregade 9, 6100 Haderslev
Bygningen med konditori er opført i 1914 af konditor N. C. Carstensen med Albin Walther som arkitekt. Den smukke bygning i tre etager er tegnet i slesvigsk hjemstavnsstil og står stadig ganske autentisk, når der ses bort fra forretningens facade, der er blevet trukket frem og romantisert.
Men inde i konditoriet, der nu kaldes vinstue og i en periode café, finder man et næsten autentisk interiør, der sikkert er tegnet af Albin Walther.
Konditor Carstensen med familie drev konditoriet til omkring år 1970. De mange år med samme ejer er årsagen til, at det fine interiør er bevaret gennem nænsom vedligeholdelse. De efterfølgende ejere har værdsat kulturarven og kun lavet få ændringer af interiøret for at tilpasse det til forretningens transformation fra konditori og café til øl- og vinstue.
Vinstuens interiør præmieres for over 100 års bevarelse. Skiftende ejere har vist sans for interiørets store håndværksmæssige og æstetiske værdi. Kun få steder finder man caféinteriør, der er over 100 år gammelt. Derfor præmieres interiøret, og præmieringen er samtidig en hyldest til caféens eller vinstuens skiftende ejere.